Til siden med Norske piloter oversigt - klik her

Esbjerg | 16.05.2009 19:18

Oprejsning til pilot

Annonce

 

Ti norske piloter overlevede for 40 år siden mirakuløst dramatiske nødlandinger i Esbjerg, mens den 37-årige lektor ved Metropolitanskolen i København, Poul Lund Nielsen, omkom tragisk, da hans fly ramte Vestkraft-skorstenen.

Foruden et gensyn med de steder, hvor deres fly nødlandede, ønsker de norske piloter under et besøg i Esbjerg også at få rettet op på eftermælet for Poul Lund Nielsen, der dengang blev beskyldt for at have været urutineret.

– Han efterlod sig hustru og tre mindreårige børn, som ikke fortjener den ufordelagtige omtale dengang i maj 1969, siger en af de norske piloter, Kjell Kittelsen.

– Så meget desto mere, fordi vi norske piloter blev berømmet og fremhævet som skoleeksempler på korrekt handlemåde.

– Poul Lund Nielsen handlede disciplineret og i tillid til luftfartens regler, men blev svigtet af myndighederne, mener Kjell Kittelsen.

– Havde Poul Lund Nielsen fået de korrekte meteorologiske oplysninger, var han næppe påbegyndt flyturen fra København mod Esbjerg. Hans nærmeste faglige kontakter giver ham skudsmål som en »ualmindelig omhyggelig pilot«. Han havde 70 flytimer bag sig og kan næppe kaldes urutineret.

– Vi, som overlevende dengang, skylder Poul Lund Nielsen et bedre eftermæle end det kom frem dengang, mener Kjell Kittelsen.