hvor vi skulle mødes med guiden Sune i Kastrup lufthavn. Vi fløj til Paris med SAS, og herfra til Hanoi med Vietnam Airlines, der var fin service på flyet .
Vi landede efter planen i Hanoi lufthavn, men der mangledes flere kufferter, heraf én af Fredes og mine, godt vi havde "delt" indholdet, så vi havde tøj til os begge i hver kuffert! Efter ca. 1 time havde vi fået efterlysning skemaer udfyldt, og vi kunne forlade lufthavnen. Vi blev modtaget af lokal guide, og turen startede mod Halong by i diset vejr.
Første stop var ved en forretning, hvor der solgtes brugsting lavet af handikappet. Vi så mange, som havde travlt med at sy, male og andre ting (der måtte ikke fotograferes inde!). Der findes flere af disse forretninger rundt i Vietnam, og der bliver lavet virkelige flotte ting.
Der var utrolig mange flotte måder, vi fik maden serveret på.
Der handles overalt, og de kræver ikke meget plads for at sælge:
Juletræer og julepynt var der mange steder, i følge den ene lokalguide, kan der gå måneder, inden det fjernes!
Ledningerne var en oplevelse, se mere - klik
Mange steder er der klister telefon nummer op. Det er folk, som søger arbejde, som håber på at blive kontaktet. Nogle skriver også et par ord om, hvad de kan lave.
Det er utrolig, hvor gode de er til at holde balancen på deres motorcykler og scooter.
Manden med kasketten er turistbetjent, dem så vi en del af på turen, men vi oplevede heldigvis ikke nogen "uheld", så vi fik ikke brug for deres hjælp.
Set/hørt på turen i 2010:
Mange steder var de i gang med at arbejde i markerne. Guiden fortalte, at de var sent i gang i år med at plante ris, da de ventede på regnvejr, det fik de dagen efter! Alle har ret til et stykke jord i det område, de er født, men er man f.eks. født i bjergene og flytter herfra frafalder retten til det jordområde (der kan søges om et andet jordstykke, hvor man flytter hen). Jorden/markerne har de i en periode på 12 år, derefter bliver de tildelt et andet stykke jord - ærgerligt for dem, der har dyrket det godt! Der findes dog måske en udvej, hvis man kan betale godt, kan nogle få lov til at beholde det samme stykke jord. Angående korruption ligger Vietnam, som et af de højeste!
Guiden fortalte, at husene er bygget meget smalle, da arealet mod vejen er dyrest. Det er kun facaden, som der blev gjort noget ud af, da den er afgørende for prisen. Nederst er der ofte forretning, på 1.sal bor bedsteforældre, og ovenpå forældre med børnene. Den øverste etage er ofte tom. I Hanois gamle bydel må der kun bygges i 5 etager. De fattige bor ved vandet. Husene er dyre, hvis de ligger tæt ved en meget befærdet vej, og de der har råd, vil gerne bo ved motorvej. Det er de dyreste huse, som ligger ved motorvejen!
Lokal guiden fortalte, at der var bygget en del huse ca. 1 times kørsel fra Hanoi, men ingen vil bo der, for der er ikke lavet markeder, skoler m.m. I Vietnam er man ikke vant til at køre i bil for at handle, og man tager på marked hver morgen, for at købe friske grønsager og kød.
Nytår fejres i år d. 14.februar i Vietnam, men vi så skilte med godt nytår (til turister), som her i Hanoi. De har kalender, som viser begge "år", som vi bruger, og år efter deres nytår.
Vor lokale guide fortalte, at der ikke ville blive født ret mange børn i tigerens år (som de går ind i nu), da det er meget svært for en pige, som er "tiger", at blive gift. Derimod blev mange født i grisens år, da var det svært at få plads på hospitalerne, hvor der skal bestilles plads, og i Hanoi var alt optaget ved henvendelse nogle måneder før forventet fødsel. Vores lokalguides kone skulle føde i grisens år, alt var optaget på hospitalet i Hanoi, men det lykkedes at få plads på landet, hvor han kommer fra. Datteren blev født på hospitalet, selv om det ikke var uden problemer, at han fik sin kone kørt op i bjergene. Hun blev køresyg i bilen og nægtede at køre i bilen længer, så det sidste stykke foregik på motorcykel!
Mange foretrækker at føde hjemme, da de skal selv betale for hospitalsophold, det samme glæder for svangerskabsundersøgelse, her skal de også selv betale, så en stor del undlader det. Store plakater opfordrer til svangerskabsundersøgelser og til at føde på hospitalet. 4 måneders barselsorlov bliver overholdt i store firmaer, men ikke så ofte i mindre firmaer. Lægen kommer på besøg i hjemmet mod betaling.
Der er en hel masse regler, som stadig bliver brugt, og familierne skal godkende ægteskabet mellem de 2 unge, ellers kan de ikke blive gift. F.eks. på landet bliver den yngste søn boende hjemme, han skal passe forældrene og aver senere. Har de ingen sønner, skal den yngste datter blive boende hjemme, og hun har 2 muligheder, enten at gifte sig med en mand, som er villig til at flytte ind hos hendes familie og bor der, eller forblive ugift. Normalt flytter bruden ind hos brudgommens familie. Vietnameser kalder også døtre for sommerfugle - de flyver væk!
De skal være 18 år, inden de må gifte sig. Hvis de er 25 år og derover, er der nærmest panik, hvis de ikke er gift. Hvis de bliver spurgt, om de er gift, lyver de ofte og siger, at de skal snart giftes, også selv om de ingen kæreste har! Ingen flytter hjemmefra, inden de bliver gift. De må ikke gifte sig i samme familie i 4 generationer. Kvinder kan ude gå alene uden frygt, da der er dødsstraf for voldtægt.
I det nordlige Vietnam er det meget vigtigt for en vietnameser, at blive begravet på sine rismarker (det er bleven forbudt nu, men bruges stadigt). Efter 3 - 4 år skal liget gravet op af sønnerne eller andre mandlige familiemedlemmer, som derefter skal rense benene i risvin, så de bliver helt hvide, inden de lægges i en cement kiste eller andet, og derefter bliver begravet igen, denne gang på et godkendt sted (slags kirkegård). Lokal guiden, vi havde i Hanoi, fortalte, at han havde været med til det sammen med sin far og onkel, og det var en meget speciel oplevelse (det kunne vi alle godt forstå), men samtidig var det også en ære for ham. Hvis der ikke er sønner i familien, må de leje folk til at rense knoglerne, men så bliver det ikke altid gjort så godt, så det er familien ikke glade for.
Man skal helst ikke være for brun - og ligne én fra landet, så de gør meget for at beskytte sig mod solen. Selv om det var varmt, så vi flere med lange handsker, knæstrømper og næsten hele ansigtet, nakke og hals dækket til. Mange bruger mund/næse bind, men det kan også være beskyttelse med forureningen! Det er påbudt med brug af styrthjelm, og mange steder ses plakater, som opfordrer til, at bruge styrthjelm til børn. Vi hørte ikke noget om speciel "stole" til børn - se billedet!
Skoleuniformer bruges i hele Vietnam, men der er forskel fra skole til skole. I nogle skoler viser farverne på tøjet, hvilken årgang børnene er. De går i skole forskellige tidspunkter på dagen. 1. hold starter fra morgen til før middag, derefter kommer 2. hold til sidst på eftermiddagen, og så starter 3. hold, på denne måde får de udnyttet skolerne. Der er tvungen skolegang de første år. I statsskolerne er undervisningen gratis, men der skal betales for skoleuniformer m.m. De fleste vælger privatskoler, hvis de har råd til det, for her er undervisningen bedre.
Deres nationaldragt bliver igen brugt overalt, også mange steder i gymnasiet og på universitet. Denne dragt findes også i mange farver, som blev indført at en kejser, der havde mange koner, og for at han kunne kende forskel på koner og døtre, skulle de have forskellige farver dragter på!
De studerende har ikke gruppearbejde, og de terper og terper, men får ikke brugt f.eks. engelsk i praktisk. Nogle unge vil gerne øve deres engelsk, og henvender sig til turister for at få noget engelsk øvelse. Vi havde det meget sjovt med de 2 unge piger en times tid i parken i Saigon! Universitet uddannelse bliver ikke godkendt i udlandet. Ca. 1% får en universitetsuddannelse, men det er svært at få arbejde, og ofte er den bedste stilling de kan få, at sidde ved skranten f.eks. ved Vietnam Airlines.
I følge guiden, er det familien (og landsbyen, hvis man er født på landet), der tager sig af de syge. Er der ikke mulighed for det, findes der væresteder, så det er ikke nødvendigt at tigge. Vi fik også at vide et sted, at hvis der ligger en handicappet på et bræt og tigger, så kan vi godt regne med, at mafiaen vil stå længere henne, for at holde øje med, hvad de får. Jeg syntes, det var lidt svært, for det kan være godt nok at give til dem der trænger, men jeg ønsker ikke at mafiaen får noget! Ligeså svært var det med børn, som tigger, da de helst ikke skulle have noget, for så kan forældrene se, at det er en fordel, at de lader deres børn tigge.
Der er tvungen værnepligt, dog ikke hvis man er optaget på universitetet. Værnepligten er 1½ år, og de unge mænd, som møder her lige efter nytår, kan risikere at blive sendt langt væk, måske op i bjergene, og det er ikke sikkert, de ser deres familie i de 1½ år. Desuden er det hårdt arbejde, de kan risikere at komme til at arbejde på landet eller som vejarbejde, da de også skal lære det, for måske bliver der brug for det under en krig.
Familielivet er ved at ændre sig i byen. Før spiste manden lunch hjemme, men nu ønsker mange mænd at spise ude, så familien bliver splittet. Om aftenen spiser alle ude. På landet er der mange steder, hvor der ikke er TV, ingen strøm, her bruger de olielamper.
Vor danske guide fortalte, at for vor guide i det sydlige Vietnam, har krigen haft og har stadig betydning for hans liv. Hans bedstefar var pilot og havde fløjet for franskmændene, og det bliver vores guide straffet for den dag i dag. Selv om han bestod universitetet med fine karakterer, efter han havde læst, da han kom tilbage fra flygtningelejer, kunne han ikke få det arbejde, han gerne ville have, fordi de så i hans papir, at hans bedstefar havde arbejdet for franskmændene! Senere fortalte guiden selv, hvordan han har haft det, fra han flygtede, da han var 14 år. En trist skæbne, men heldigvis har han det godt i dag, og er glad for at arbejde som turistguide - og det er han rigtig dygtig til. Det er utrolig synd, at børnene bliver straffet for det familien har lavet!
Se blandede billeder - klik her