Hotel Moscow.
Stort hotel - hvor vi fik værelse på 5 etage med udsigt til statuen af den russiske nationalhelt Aleksandr Nevskij, og Aleksandr Nevskij -klosteret. Hotellet ligger meget centralt knap 5 min. fra hovedgaden Nevskij Prospekt.
Vi havde også udsigt til Neva floden. Det var "de hvide nætter", da vi var der, så gadelysene blev først tændt omkring midnat.
Opslagstavlen, hvor vi kunne følge med i "dagens program", var tæt ved elevatorerne. På det etage, hvor vi boede, var en lille salgsbod, men der var også en større forretning i stueetagen. Desuden på 3.etage postkontor, konferencelokaler, damefrisør m.m.
Ja lange gange til begge sider, viser lidt hvor stort hotellet er.
I spisesalen var der forskellige underholdninger til aftensmaden.
Foran hotellet var der altid flere limousiner parkeret. Det er mode, at brudepar kører rundt i en limousine - gerne pink farvet, og ofte får de riges børn en tur på deres fødselsdage.
Hotellet - som som ses her - er stort. Der ligger 24 timers forretning (lignende Føtex) i kælderen i den ene side. Priserne på madvarer svarer nogenlunde til vore priser, så det er dyrt for russerne at leve, og mange har svært ved at klare det, familierne må hjælpe hinanden. En folkepensionist får ca. 6.000 rubler om måneden ( 1 rubel svarer til knap 20 øre), og f.eks. en Hotdogs koster over 100 rubler, så det er der mange, som ikke kan købe! Kvinder bliver pensioneret ved 55 år, mænd ved 60 år. Det er tilladt at arbejde ved siden af folkepensionen, og det bliver brugt af mange.
Efter kl. 23. kunne man ikke købe spiritus i forretningen, fortalte én af de medrejsende. Jeg havde en speciel oplevelse, da jeg ville købe nogle småting en aften og stod i kø ved en af kasserne. Hende foran mig fik betalt, så blev kassen lukket. Jeg prøvede at gøre tegn, om jeg skulle flytte til en anden kasse, men damen rystede på hovedet og viste 5 fingre. Det forstod jeg ikke, men den unge pige bagved mig forklarede, at nu havde alle kasser lukket i 5 minutter. Grunden var, så jeg, at alle steder blev personalet skiftet på sammen tid, ja hvad mon man ville sige i Danmark, hvis alle kasser i en forretning holdt lukket på grund af personaleskift?!!!Den unge dame var den eneste russer, som jeg talte med. Hun var meget smilende og god til engelsk og fortalte, at hun var på vej hjem fra arbejde og skulle købe 3 ting, som var på tilbud.
Aleksandr Nevskij -klosteret og området ved hotellet - klik her