Til Svalbard 2021 oversigt - klik her

Longyearbyen - Svalbard

Isfjorden (Svalbard) - Wikipedia, den frie encyklopædi

Longyearbyen

Longyeardalen set fra Hiorthfjellet. Adventfjorden i forgrunden, Adventdalen mod venstre, og Longyeardalen bagerst midt i billedet.

Longyearbyen er Svalbards administrationscenter og ligger i Adventfjorden. Byen har 2 075 indbyggere (marts 2007) og er en af verdens nordligste bebyggelser. De allerfleste indbyggere er nordmænd, men næsten 40 nationaliteter er repræsenteret. Der er fri adgang til at bosætte seg i Longyearbyen for borgere fra alle de stater, som har underskrevet Svalbardtraktaten.

Stedet blev oprettet i 1906 af John Munroe Longyear (1850–1922). Han var hovedejer af minedriftselskabet Arctic Coal Company med hovedkontor i Boston i USA. Minerne og byen blev i 1916 købt af Store Norske Spitsbergen Kulkompani. Longyearbyen blev afbrændt og ødelagt af tyske styrker den 8. september 1943, men genopbygget efter anden verdenskrigs afslutning.

Tidligere var Longyearbyen en ren mineby, men fra begyndelsen af 1990-tallet har samfundet ændret sig. Mens der tidligere var flere miner i gang omkring Longyearbyen, er det nu kun mine 7, som er i drift. Den producerer ca. 60 000 ton kul om året, hvoraf halvdelen går til Longyear Energiverk, landets eneste kulkraftværk. I dag er turisme, forskning og uddannelse vigtige næringsveje ud over minedriften. Longyears lufthavn har flyforbindelse til fastlandet hele året.

I 2002 blev der indført lokalt selvstyre i Longyearbyen, hvor det folkevalgte organ Longyearbyens lokalstyre blandt andet fik ansvar for infrastruktur og samfunds- og arealplanlæning.

Tyske styrker angreb Longyearbyen den 8. september 1943 med blandt andet slagskibet Scharnhorst, og både byen og Mine 2 blev skudt i brand. Sverdrupbyen, som ligger længst inde i Longyeardalen blev ikke ramt og var derfor intakt efter krigens afslutning.^[10] De store ødelæggelser efter angrebet skabte en ny økonomisk krise for Store Norske Spitsbergen Kulkompani. Selskabets bestyrelsesformand, Hilmar Reksten, mente at den norske stat måtte erstatte krigsødelæggelserne. Løsningen blev, at selskabet optog statslige lån i 1943, 1944 og 1946, og at staten stillede garanti for lån i private banker i 1945. I 1948 blev Store Norske Spitsbergen Kulkompani tilkendt 16,5 millioner kroner af krigsskadekassen for bygninger.

I 1975 åbnede den første helårsflyveplads i Longyearbyen, efter at regeringen havde nedsat et udvalg i 1964 til at vurdere transportbehovene og mulighederne for bedre forbindelse mellem Svalbard og fastlandet. De alternativer, som blev vurderet, var bygning af en isbryder eller en lufthavn, men udvalget anbefalede en lufthavn for at sikre forbindelsen hele året, og i 1971 blev anlæggelsen vedtaget. Der blev udsendt en orientering til Svalbardtraktatens parter, hvori det blev præciseret, at lufthavnen ville være åben for alle traktatlandenes statsborgere og kun ville blive benyttet til civile formål. Lufthavnen blev officielt åbnet den 14. august 1975 ved 50-årsjubilæet for Norges overtagelse af suveræniteten over Svalbard.

·         1906 – Longyearbyen grundlægges af John Munroe Longyear

·         1910 – Pyramiden bliver grundlagt af svenske interesser

·         1911 – Spitsbergen radio anlagt i Grønfjorden

·         1916 – Longyearbyen med miner og bygninger bliver købt af Store Norske Spitsbergen Kulkompani

·         1917 – Moskushamn blev etableret

·         1927 – Pyramiden sælges til det sovjetiske selskab Trust Arktikugol

·         1930 – Isfjord radio oprettes yderst i fjorden for at sikre skibsfarten til minehavnene

·         1973 – Fuglereservaterne Boheman fuglereservat, Gåsøyane fuglereservat og Kapp Linné fuglereservat oprettes

·         1997 – Den globale satellitstation Svalsat etableres på Platåberget

·         1998 – Minedriften nedlægges og Pyramiden fraflyttes

·         2003 – Nationalparkerne Sassen-Bünsow Land nasjonalpark og Nordre Isfjorden nasjonalpark oprettes 26. september

·         2003 – Fiberkabel til tele, fjernsyn og satellitdata lægges på havbunden fra fjorden og til Tromsø

Nordenskiöld gletsjer. Svalbard. Norge 360 Panorama | 360 Cities

MEHR ÜBER SVALBARD

Verden : Svalbard

Svalbard er en øgruppe i Arktis, der udgør den nordligste del af Norge.Øerne blev først brugt som hvalfangstbase i det 17. og 18. århundrede, hvorefter de blev forladt. Kulminedriften startede i begyndelsen af det 20. århundrede, og flere permanente samfund blev etableret. Spitsbergen-traktaten fra 1920 anerkender norsk suverænitet, og Svalbard-loven fra 1925 gjorde Svalbard til en fuld del af Kongeriget Norge. Denne lov etablerede også Svalbard som en fri økonomisk zone og en demilitariseret zone. Den norske store Norske og den russiske Arktikugol er de eneste mineselskaber, der er tilbage på øerne. Forskning og turisme er blevet vigtige supplerende industrier. To store forskningsfaciliteter er University Centre i Svalbard og Svalbard Global Seed Vault. Ingen veje forbinder bosættelserne; I stedet serverer snescootere, fly og både transport mellem samfundene. Svalbard Lufthavn, Longyear fungerer som den vigtigste gateway til resten af Europe.The øhav har et arktisk klima, men med betydeligt højere temperaturer end andre områder på samme breddegrad. Floraen drager fordel af den lange periode med midnatssol for at kompensere for polarnatten. Svalbard er en yngleplads for mange havfugle, og har også isbjørne, rensdyr og havpattedyr. Syv nationalparker og 23 naturreservater dækker to tredjedele af øgruppen og beskytter den stort set uberørte, men skrøbelige natur. 60 procent af øgruppen er gletsjer, og øerne har mange bjerge og fjorde.kilde: wikipedia

Tilbage - klik her