Til Svalbard 2021 oversigt - klik her
Læs om Longyaerbyen og Gruve 3 (hentet på nettet):
Vores by, Longyearbyen, ville højst ikke ekscist, hvis det ikke var for den amerikanske, John Munro Longyear, der rejste til Svalbard i begyndelsen af 1900-tallet og et par år senere åbnede Gruve 1 [Mine 1]
Deltag i det lokale mineselskab, Store Norske Spitsbergen Kullkompani, på en rejse gennem Svalbards rige minehistorie, mens du oplever hverdagen for en kulminearbejder i Mine 3.Longyearbyen minedrift historie
I dag kan du deltage i en tur i Gruve 3, når vi går tilbage i tiden. Oppe ved Gruve 3 går du gennem de faciliteter, hvor maskiner og udstyr blev efterladt, da minen blev lukket ned.Hver af jer vil blive udstyret med en hjelm og forlygte, klar til at begynde din minedrift eventyr. På grund af de utroligt lave mineskakter blev gammeldags teknikker anvendt til at udvinde kul fra bjerget.
Dybt inde i minerne er det koldt og tørt. Mens udetemperaturen når 10 grader om sommeren og synker til at bide 30 minus grader om vinteren, forbliver temperaturen inde i minerne altid lige over frysepunktet. Mørket er omsiggribende og altopslugende. Bare små striber af lys fra minedrift hjelme, rammer den sorte kul vener på tværs af minetunneler, millioner af år siden anlægget rester så lyset sidste gang.
Engang var dette område placeret længere sydpå og var hjemsted for enorme sumpskove og dinosaurer. Den langsomme vandring ved de kontinentale plader bragte området nordpå og pressede aflejringerne til kul. Minerne, som har gjort Svalbard til et hjem for tusindvis af mennesker gennem generationer, har nu set en ny dag.
I over 100 år var Svalbard en guldmine til kuludvinding. Allerede i løbet af det 17. århundrede opdagede hvalfangere stykker kul i flodlejerne, og de forstod, at det iskolde område bar en hilsen og dyre energikilde til både private hjem og industrien. Da de første kulminer åbnede i slutningen af 1800-tallet, var der næsten guldfeber ved Svalbard. Det rene kul opvarmede tusindvis af boliger og bidrog til at fremskynde industrien og velstandsudviklingen over hele Norge.
Engang var mineindgangene placeret over hele bjergsiderne ved Svalbard. Gruve 3 er den eneste mine, der stadig kører. Den traditionelle drift af Gruve 3 blev lukket ned for 25 år siden, og det er nu hjemsted for udviklingen af en ny skat; øl modning. Den helt nye ølserie vil kun blive produceret i 4000 liter ad gangen og vil blive modnet på forskellige typer tønder hver gang. Serien indeholder alt, hvad bryggeriet står for; at kombinere gamle håndværkstraditioner og historiefortælling med ønsker om nye smagsoplevelser.
I 1984 blev der placeret en beholder med frø i en af sidetunnelerne i minen. Det er et projekt fra Nordisk Genbank, der gerne vil afprøve, om frøene skal klare sig på bare bjergtemperaturen over 100 år. Hvert femte år tager en kasse ud, og det vil ske indtil 2084. Vi kommer faktisk ind hele vejen til indgangen. Der foregår også et nyt projekt i bjerget om lagring af data over 500 år, kaldet The Arctic World Archive.
Minehistorien er vigtig for Longyearbyens eksistens, hvor byen ikke ville være her uden kulminedriften. Navnet på byen kommer fra manden, der startede kulminedriften her i 1906. Manden var amerikaner med navnet John Munro Longyear, og han fortsatte i 10 år. Så i 1916 har vi det norske kulselskab, der af Arctic Coal Company fra Munro, og derefter blev Store Norske Spitsbergen Coal Company. Dens SNSK, der stadig ejer minerne i dag, og det endte med 7 miner i Longyearbyen. I dag er alle disse syv miner lukket ned, uden en! Mine nummer 7 er stadig i produktion, hvor vi bruger kul til at få elektricitet. Så vi har det eneste kraftværk i Norge, der kører på kul.
Tag med os på en historisk rejse i Mine nummer 3. Denne mine havde produktion fra 1971 - 1996 og er en af de sidste lavt drev miner, betyder det, at kullaget ikke var ticker end 60 - 90 cm. Det er en ganske autentisk mine, hvor de forlod alt i deres hænder og gik ud den dag, de lukkede. Så i det øjeblik du kommer ind i bygningen, taler væggene til dig, og det føles som om der stadig er liv i minen. I slutningen går vi 300 meter ind i bjerget. Her kan du se kullinjerne og endda nogle mere historiske interessante ting. I 1984 blev der placeret en beholder med frø i en af sidetunnelerne i minen. Det er et projekt fra Nordisk Genbank, der gerne vil afprøve, om frøene skal klare sig på bare bjergtemperaturen over 100 år. Hvert femte år tager en kasse ud, og det vil ske indtil 2084. Vi kommer faktisk ind hele vejen til indgangen. Der foregår også et nyt projekt i bjerget om lagring af data over 500 år, kaldet The Arctic World Archive. Du bliver hentet på dit hotel, ligesom minearbejderne blev hentet i gamle dage. Mine 3 ligger i bjergsiden over Longyearbyen lufthavn. På vej til minen, vil vi også passere Svalbard Global Seed Vault. Fra minens indgang er der en vidunderlig udsigt over Adventfjorden, hvor guiden møder dig. På denne tur vil du høre historier om, hvordan livet var for minearbejderne i Longyearbyen, og hvordan samfundet her var i gamle dage.
Tilbage - klik her